Beretning 2011
2010 startede på den hårde måde, der var frost, sne og meterhøje driver. Dette medførte mange skader, heldigvis ikke personskader, men mange skader med kofangere og skærme, samtidig var kontoret ramt af sygdom, så klubben var i den grad hårdt ramt. Men ved hjælp fra gode klub-kollegaer fik vi det hele til at fungere, uden at der var mange, der opdagede det. Ved hjælp af viderestilling af telefonerne til GF Midt-Vest, blev medlemmerne alligevel serviceret på en god måde.
Samarbejdet med GF Midt-Vest fortsætter, så vi også fremover kan fremvise en svarprocent på næsten 100, det mener vi er god service til medlemmerne.
Det nye IT System volder os stadig problemer, men det går fremad, og vores medlemmer er heldigvis meget forstående overfor problemerne. Vi har ikke altid kunnet svare medlemmerne på spørgsmål om, hvad de var blevet opkrævet for, og der var ret sparsomme oplysninger på følgebrevene, men det er blevet lidt bedre, og kommer snart helt på plads.
Ser vi på aktiviteterne, har vi i løbet af 2010 udarbejdet 3700 tilbud, heraf de 2890 er sat i kraft som policer.
Der bliver løbende lagt flere opgaver fra hovedkontoret ud til klubberne, hvilket giver nye arbejdsrutiner med opsigelser hos andre selskaber, og igangsætning af nye forsikringer hos os.
Fordelingen af de nytegnede forsikringer er 1.047 biler og 1.843 øvrige forsikringer.
Der har aldrig været så mange forsikringer, der er udgået på grund af restance, men det må vel tillægges den generelle krise i samfundet.
Sikkerhedsdag
GF-forsikring har overtaget planlægning og tilrettelæggelse af sikkerhedsdagene for 7 år siden. I 2010 ville GF ikke bruge tv-reklame på sikkerhedsdagen og der blev i stedet sendt mails ud til medlemmerne, samtidig med at GF satte avisannoncer i de lokale aviser. Klubben havde også en annonce i Bilavisen, hvilket ikke var nogen succes. 14 dage før sikkerhedsdagen var der kun tilmeldt ca. 10, så klubben besluttede at sende breve ud til ca. 800 af vore egne medlemmer, og det resulterede i at alle pladser blev besat.
10 deltagere var fra andre klubber end GF Skive.
Deltagergebyret fra sikkerhedsdagene går ubeskåret til trafiksikkerhedsmæssige formål, vi har eksempelvis støttet en skoles indkøb af cykelhjelme og sikkerhedsveste med kr. 15.000,-
Kundebilen
Kundebilen har i 2010 været udlejet 25 gange, og den har kørt ca. 11.000 km. Dette tal viser, at der stadig er brug for den, selvom de fleste bilforhandlere har kundebiler til udlejning.
Transportordningen
Transportordningen, som fungerer godt, har cirka 3.000 medlemmer, og den har været brugt 692 gange. Vi har fået ændret vores aftale med DAH, således at vi i dag betaler 260 kr. pr. år pr. bil der er med i ordningen, og for det får vi det almindelige DAH abonnement, som dækker i hele Europa.
Skaderegnskab
Skaderegnskabet sluttede med et overskud på 2.755.650 kr. svarende til 12,67 %, hvilket er et godt resultat set i lyset af mange måneder med glat føre i 2010.
Antallet af skader har aldrig været større, men de har heldigvis ikke været store.
Desværre bliver der ikke i år overskudsdeling til de helt nye bilister. Nybilisterne har deres eget skaderegnskab, som ikke har givet overskud i 2010. Der kommer dog ingen ekstra opkrævning, da din bilforsikring i GF Skive, kun kan blive billigere end det beløb, du en gang har betalt.