Vedtægter for GF THY OG MORS
§ 1 Navn og hjemsted
Klubbens navn er ”GF THY OG MORS”. Klubben har hjemsted i Thisted kommune.
§ 2 Formål
Klubbens formål er at varetage medlemmernes interesser over for forsikringsselskabet GF Forsikring a/s, hvor medlemmernes biler er forsikrede, samt formidle forsikringer i henhold til Lov om Forsikringsfor-midling.
§ 3 Medlemskab
Som medlemmer kan optages alle ejere af en bil, bosiddende i Thy, Han Herred eller på Mors, såfremt de i øvrigt opfylder GF’s betingelser for at blive forsikret. Såfremt særlige forhold taler derfor, kan bestyrelsen dog dispensere fra disse regler. Der er tilknyttet et medlemskab pr. bilforsikring.
§ 4 Ophævelse af medlemskab
Medlemskabet af klubben ophører samtidig med bilforsikringens ophør, uanset dette skyldes medlemmets opsigelse af forsikringen eller GF’s opsigelse af forsikringen, hvortil medlem¬skabet er tilknyttet.
§ 5 Indskud
Medlemmerne betaler et indskud på 100 kr. pr. forsikret bil. Indskud forrentes ikke.
Klubben køber aktier i GF Medlemsselskabet a/s for indskudsbeløbene. Aktierne tilhører klubben.
Udtræder et medlem af klubben, tilbagebetales indskud efter anmodning.
Har et afgået medlem ikke inden 3 år efter datoen for medlemskabets ophør anmodet om tilbagebetaling af indskud, tilfalder det klubben
§ 6 Hæftelse
Medlemmerne hæfter ikke personligt men alene med deres indskud for klubbens forpligtelser.
§ 7 Kontingent
Til dækning af en del af klubbens udgifter opkræves et årskontingent, der fastsættes af klubbens generalforsamling.
§ 8 Indkaldelse til generalforsamling
Generalforsamlingen er klubbens øverste myndighed.
Alle generalforsamlinger indkaldes med mindst 14 dages varsel. Indkaldelsen skal indeholde dagsorden for generalforsamlingen og en angivelse af de forslag, der skal behandles.
Samtidig med indkaldelsen fremlægges på klubbens kontor de fuldstændige forslag, der skal behandles, og for så vidt angår den ordinære generalforsamling tillige det af kassereren underskrevne årsregnskab med revisionens påtegning.
§ 9 Ordinær generalforsamling
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af april måned.
Dagsordenen skal mindst indeholde følgende punkter:
1. Valg af dirigent
2. Bestyrelsens beretning
3. Forelæggelse af klubbens årsregnskab til godkendelse
4. Forslag fra bestyrelse eller medlemmer
5. Fastsættelse af klubkontingent
6. Valg af bestyrelsesmedlemmer og af 2 suppleanter
7. Valg af revisor og revisorsuppleant
8. Eventuelt
Forslag, der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før denne.
§ 10 Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling holdes, når bestyrelsen beslutter det, eller når 1/10 af medlemmerne fremsætter skriftlig begæring herom overfor bestyrelsen med angivelse af, hvilke emner der ønskes behandlet.
Når bestyrelsen har modtaget anmodning om ekstraordinær generalforsamling, skal denne holdes senest 5 uger efter begæringen er modtaget.
§ 11 Afstemning på generalforsamling
De på generalforsamlingen behandlede anliggender afgøres ved simpel stemmeflerhed, medmindre denne vedtægt bestemmer andet. Medlemmerne har én stemme pr. bil, der er forsikret i GF. Der kan stemmes ved fuldmagt, dog max med 3 stemmer.
Der kan kun stemmes om forslag, der er optaget på dagsordenen, og ændringsforslag hertil.
Over det på generalforsamlingen passerede føres en protokol, der underskrives af dirigenten og formanden.
§ 12 Valg af bestyrelse
Klubben ledes af en bestyrelse på 5 medlemmer, som vælges af generalforsamlingen for 2 år ad gangen. 3 medlemmer er på valg i lige år og 2 medlemmer i ulige år. Genvalg kan finde sted.
Formanden, kassereren og sekretæren vælges direkte på generalforsamlingen.
Til revision af klubbens regnskab vælges på generalforsamlingen endvidere en revisor samt en revisorsuppleant. Revisor og suppleant er på valg hvert år.
Herudover vælges der hvert år 2 bestyrelsessuppleanter.
Valgbare til bestyrelse og revision er medlemmer af klubben.
§ 13 Bestyrelsens ansvar
Bestyrelsen har under ansvar over for generalforsamlingen ledelsen af klubbens anliggender.
Bestyrelsen fastsætter ved en forretningsorden nærmere bestemmelser om udførelse af sit hverv.
Bestyrelsen holder møder efter behov, og i øvrigt når mindst et af bestyrelsesmedlemmerne fremsætter begæring herom med angivelse af forhandlingsemne. Møderne indkaldes af formanden.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mere end halvdelen af medlemmerne er til stede. Beslutninger træffes ved almindeligt stemmeflertal blandt de fremmødte.
Bestyrelsen kan ansætte en forretningsfører til varetagelse af den daglige administration. Bestyrelsen kan meddele prokura.
§ 14 Tegningsregel
Klubben tegnes af formanden eller 2 bestyrelsesmedlemmer.
Køb, salg eller pantsætning af fast ejendom kræver hele bestyrelsens accept.
§ 15 Økonomi
Klubbens regnskabsår løber fra 1. januar til 31. december.
Bestyrelsen og revisionen overvåger, at klubbens midler er anbragt på en betryggende måde.
Bortset fra de i driften bundne beløb skal midlerne være anbragt på følgende måde: I værdipapirer udstedt af anerkendte danske finansielle institutioner, indskud i danske banker eller sparekasser, i fast ejendom, hvori klubben har eller påtænker at have klubkontor, samt i øvrigt efter bestyrelsens beslutning i aktier eller på anden betryggende måde.
§ 16 Revision
Klubbens regnskaber føres i overensstemmelse med god regnskabsskik og revideres af den generalforsamlingsvalgte revisor.
§ 17 Ændring af klubbens vedtægter
Klubbens vedtægter kan kun ændres, hvis 3/4 af de på generalforsamlingen repræsenterede stemmer er for forslaget.
§ 18 Opløsning af klubben
Beslutning om opløsning af klubben træffes, hvis 3/4 af klubbens medlemmer er til stede på generalforsamlingen, og hvis 3/4 af de på generalforsamlingen repræsenterede stemmer er for forslaget.
Forslaget om opløsning skal angive, hvem klubbens formue skal tilfalde.
Er 3/4 af medlemmerne ikke til stede på generalforsamlingen, men stemmer 3/4 af de på generalforsamlingen repræsenterede for forslaget til vedtægtsændringen, kan en ny generalforsamling vedtage forslaget, hvis blot 3/4 af de repræsenterede stemmer er for. Den nye generalforsamling må tidligst afholdes 2 uger efter den første og skal afholdes senest 6 uger efter. Begge generalforsamlinger kan indkaldes samtidigt.
Opløsning varetages af en eller flere på generalforsamlingen valgte likvidatorer, der skal påse, at klubbens aktiver realiseres bedst muligt. Alle aktier i GF Medlemsselskabet a/s skal afregnes til en af GF Medlemsselskabet a/s anvist køber.
Når alle aktiver er realiserede, og alle fordringer mod klubben er betalt, afholdes en ekstraordinær generalforsamling til godkendelse af likvidationsregnskabet, hvorefter udlodning af formue finder sted. Når dette er sket, er klubben opløst.
Vedtaget på klubbens generalforsamling den 14.4.2010.