GF NOVO er en af de 68 forsikringsklubber i GF Forsikring. GF NOVO har eksisteret siden 2005 og er videreførelsen af den forsikringsklub for NOVO-medarbejdere, der blev skabt for mere end 50 år siden for at kunne tilbyde medarbejderne en fordelagtig bilforsikring.
Idéen om forsikring i GF NOVO bygger på, at ansvarsbevidste mennesker søger sammen i et forsikringsfællesskab om bilforsikringer. Jo tættere fællesskabet er på dig i din hverdag, - jo bedre fungerer idéen.
Alle ved jo, at det er kunderne, der via forsikringspræmien kommer til at betale for de skader, forsikringsselskabet skal dække. Idéen er derfor, at du med din egen adfærd er med til at sikre, at klubbens samlede skadesudgifter begrænses mest muligt, uden at det går ud over dækningen, hvis skaden alligevel skulle indtræffe.
Belønningen? - Det overskud, du er med til at skabe i klubben, kommer tilbage til dig selv og de øvrige medlemmer i klubben!
GF NOVO har eget bilskaderegnskab, hvilket betyder, at udgifterne til medlemmernes skader gøres op hvert år, således at overskuddet udbetales kontant til medlemmerne. Regnskabet opgøres fuldstændig, som var klubben et selvstændigt forsikringsselskab, men forskellen er - og den er væsentlig - at klubbens medlemmer selv er med til at sætte grænserne for risikoen ved at definere, hvem klubben består af. Vi arbejder målrettet på at tiltrække gode og ansvarsbevidste medlemmer og på at sørge for, at de værste ulykkesfugle sies fra i tide.
Klubbens skadesudvalg vurderer løbende de anmeldte skader og kan indstille at opsige et medlemsskab, der viser sig at belaste fællesskabets økonomi i urimelig grad. |
|
 |
Hvem kan blive medlem og tegne forsikringer
Du kan blive medlem af GF NOVO og tegne forsikringer hos os, hvis du er ansat i en virksomhed under Novo Fonden. Som konsekvens af branchens job-cirkulation optager vi desuden nu også personer med tilknytning til andre virksomheder inden for den farmaceutiske industri i Danmark. Tillige nære slægtninge til medarbejdere samt pensionister fra samme kreds.
Ved indmeldelse i klubben betaler du et indskud på 100 kr., der benyttes til køb af aktier i forsikringsvirksomheden GF Forsikring. Indskuddet er en éngangs omkostning, der refunderes ved udtræden. Til dækning af klubbens interne administrationsomkostninger betales et årligt kontingent (75 kr. i 2012), der opkræves sammen med fornyelsespræmien hvert år d. 1/1. Læs mere om
klubsystemet og vores øvrige
organisation.
Ud over bilforsikring kan du også tegne dine øvrige
privatforsikringer gennem GF NOVO. Der ydes 10 % samlerabat på prisen for alle sådanne andre privatforsikringer ved tegning af mindst 3 af vore forsikringsprodukter (f.eks. indbo - ulykke – hus).
Forsikringsklubben GF NOVO ledes af en bestyrelse valgt blandt medlemmerne. Klubbens vedtægter kan ses
her. Ved indgangen til 2012 er bestyrelsens sammensætning således:
Ole Feddersen Formand
Claus Thomsen Næstformand
Erik Helmer Kasserer
Ken Ketter Sekretær
Vagn Møller Bestyrelsesmedlem / forretningsfører
H. C. Villiam Bestyrelsesmedlem / skadesudvalg
Jacob K. Skov Bestyrelsesmedlem / webmaster
Jackie Stenderup Bestyrelsesmedlem
Morten Kelsen Bestyrelsesmedlem
Bestyrelsen arbejder for fortsat gode forsikringsbetingelser og lave præmier med særlig fokus på forsikring af køretøjer. Klubbens daglige arbejde og medlemskontakt varetages fra kontoret på Firskovvej i Lyngby. Gennem kontoret kan medlemmerne få råd og vejledning i forsikringsmæssige anliggender og i evt. skadessituationer.