Især råvildt og hjorte og deres nyfødte unger er udsatte ofre. Derfor opfordrer vi dig til at være opmærksom bag rattet og at tilkalde hjælp, hvis du påkører et dyr.
Et dræbt dyr pr. dansker I takt med at biltrafikken stiger, vokser antallet af dræbte dyr i trafikken. Langt de fleste ulykker sker på landeveje og motorveje, og hver tiende ulykke involverer større dyr som krondyr, rådyr og dådyr.
- Vi anslår, at der dræbes ét dyr pr. dansker i trafikken hvert år. Oveni kommer et ukendt stort antal alvorligt tilskadekomne dyr, fortæller Dyrefondets direktør, Vibeke Haslund.
Respekter advarselskilte og sæt farten ned Mange dyr lider unødigt, og myndighederne sætter derfor løbende initiativer i gang, som skal afhjælpe problemerne. For eksempel vildtspejle som kaster bilernes lys fra vejen ind i skoven for at advare dyrene. Men du kan også selv være med til at vende udviklingen.
- Let trykket på speederen, siger skadechef Michael Nørgaard, - og respekter advarselsskiltene, der er sat op i særlige risikoområder. Ved solopgang og solnedgang og ved skift mellem sommer- og vintertid er der en forhøjet risiko for at påkøre dyr i trafikken. Husk også, at dyr ofte færdes flere sammen, så ét dyr på vejen bliver ofte fulgt af flere.
Tilkald hjælp og tal roligt til dyret Alt for mange bilister fortsætter turen, efter de har påkørt et dyr, selvom det er strafbart. Sæt advarselstrekanten op, og ring til Dyrenes Vagtcentral på 1812, hvis du har påkørt et dyr, og det fortsat ligger på vejen. Er vildtet dødt efter påkørsel, kontakt da Falck direkte på tlf. 70 10 20 30.
Falck vil herefter sørge for, at vildtet bliver afhentet og eventuelt aflivet. Ring altid efter hjælp, så dyret kan blive undersøgt af en dyrlæge. Hjælpen er gratis.
- Bevar roen, tal roligt og venligt til dyret, og vent til hjælpen kommer, siger Vibeke Haslund fra Dyrefondet. - Rør ikke dyret, da et såret dyr kan opføre sig aggressivt. Forkert behandling eller forsøg på at redde dyret selv kan forværre dyrets tilstand.
Afmærk stedet tydeligt Påkører man et større dyr, flygter dyret ofte fra stedet. I den situation er det vigtigt at afmærke stedet tydeligt, så sporet er lettere at finde, når Falck tilkalder en sweisshundefører. Sweisshundeføreren opsporer det sårede dyr, som kan være døende. Særligt i foråret opspores nyfødte unger, hvis moderdyret ikke overlever påkørslen.